Hvad er en god psykolog?

sliderhelle3

Hvad er en god psykolog?  


Mange synes, det er svært at vælge en psykolog – hvordan ved man, om en psykolog er kompetent? Når man spørger andre til råds, kan det være vanskeligt for dem at gengive, hvad der foregår, og de har måske heller ikke altid lyst til at dele det, der sker. Nogle gange er det blot en følelse af lettelse, man går ud med, andre gange husker man psykologens ord præcis, som de faldt, og de gør en forskel. Ofte sker der også noget mellem samtalerne – måske lykkes det én at tænke, føle eller handle anderledes end man plejer, og man vender tilbage med en følelse af opmuntring, fordi noget har flyttet sig.
 
Det er vigtigt, at du umiddelbart føler dig tryg, at der er kemi, og at der er en god forbindelse mellem dig og din psykolog. Derudover skal der også være en form for kontrakt: Hvad er det, vi skal sammen, hvordan gør vi det, og hvorfor gør vi det? En god psykolog forklarer indledningsvis, hvilken opgave I står overfor, og arbejder på, at I får en fælles forståelse af, hvad der er galt, og hvad der skal være i fokus.
Nogle gange spørger psykologer i supervision hos mig, hvad man gør, når klienten ikke har nogen idé om, hvad der er galt. Så kan jeg foreslå, at det kunne være en idé at finde ud af, hvad der gør, at du har det skidt, og sætte ord på det, der er galt – og spørge, om du er enig i, at dét kunne være fokus: At arbejde på at forstå, hvad der sker med dig, og få et sprog for det.
Nogle gange kommer klienter og siger, at de har en depression, præstationsangst eller stress. Men det er kun overfladesymptomer – ikke det egentlige problem. Det egentlige problem er de psykologiske vanskeligheder, der forårsager symptomerne. En god psykolog er interesseret i dig – ikke kun i din diagnose. Følelsesmæssig smerte – uanset om vi kalder det stress, angst eller depression – er en del af dit personlige landkort og vævet sammen af forhold som fx, hvordan du lever dit liv, hvordan du relaterer eller ikke relaterer dig til andre, hvordan du ser på dig selv, samt hvad du ønsker, savner og frygter.
 
Eksempel:
Lad os sige, du henvender dig, fordi du har fået stress, men ikke forstår hvorfor. Nu oplever du mange ubehagelige symptomer – du sover dårligt, føler uro og har om morgenen slet ikke lyst til at tage på arbejde – et arbejde, du ellers altid har været glad for.
I samtalen bliver det klart, at du for et år siden fik en ny rolle i din organisation. Rollen er dog stadig uklar, og dine forsøg på at få hjælp til at afklare den har været forgæves. Det har gradvist gjort dig usikker og påvirket både din opgaveløsning og dine relationer til kollegaer. Du savner din gamle rolle, dine relationer og de møder, du deltog i, og du føler dig nu afkoblet. Samtidig savner du mere ledelse og sparring, men din leder gør det så godt, hun kan – også hun er under pres.
Samtidig har du en forestilling om, at det ikke burde påvirke dig, og at du jo bare kan arbejde videre – for forandringer er jo et grundvilkår på alle arbejdspladser. Som barn fik du altid at vide, at ’man kan, hvad man vil’ – en indstilling, der nu gør, at selvkritikken sætter ind: Hvorfor passer du ikke bare dit arbejde? Disse indre og ydre konflikter kan gøre, at du føler dig stresset.
En god psykolog tilfører dig viden og teori om fx roller, ledelse og grupper og hjælper dig med at forstå, hvad der også foregår under overfladen. Det kan give dig en ny måde at tænke om dig selv og din situation – og i sidste ende nye handlemuligheder.
 

Du skal kunne svare ja til mindst 6 ud af 8 af nedenstående spørgsmål – så er du i hænderne på en god psykolog:
  1. I starten af samtalen talte vi om, hvad jeg ønsker at få ud af forløbet.

  2. Undervejs i samtalen havde jeg en god fornemmelse af, at psykologen virkelig kunne forstå mig.

  3. Jeg følte, at psykologen havde respekt for mig og ikke talte ned til mig.

  4. Mit mål var omdrejningspunkt for samtalen.

  5. Jeg kunne generelt godt lide psykologens metode.

  6. Psykologen afsluttede samtalen med en evaluering, hvor jeg fik lov til at vurdere, hvordan det gik.

  7. Jeg var efterfølgende glad for hele samtalen.

  8. Jeg har et håb om, at forløbet kan komme til at hjælpe mig.


Stress & Stresshåndtering

Stress & Stresshåndtering

I et stresshåndteringsforløb er målet hjælp til selvhjælp. I forløbet fokuseres på at forandre og forholde sig til de individuelle og arbejdsmæssige situationer, der skaber stress.

Læs videre

Psykodynamisk Coaching

Psykodynamisk Coaching

Psykodynamisk coaching er et effektivt redskab til at arbejde dybt, koncentreret og målrettet med dig selv som leder eller medarbejder.

Læs videre

Krisehjælp & Konsultation

Krisehjælp & Konsultation

Jeg yder akut krisehjælp, hvis du står i en situation, hvor du, din familie, kollegaer eller medarbejdere har akut brug for hjælp her og nu.

Læs videre

Terapi & Personlig udvikling

Terapi & Personlig udvikling

Psykoterapi giver dig mulighed for at afklare vanskeligheder, som du gentagne gange synes optræder i dit liv.

Læs videre